Købmandsliv i Vorgod 1927 -
1943
Fortalt af Theodor Filskov Andersen
En beretning om mine forældres tid som købmandspar i Vorgod i årene
1927-1943 samt et forsøg på at give et tidsbillede af landsbyen Vorgod i
disse år og en beskrivelse af min opvækst som købmandens dreng.
Først vil jeg præsentere mine forældre: Min far Johannes Filskov
Andersen er født den 16. maj 1902 i Ølstrup. Hjemmet var et
husmandssted, forældrene var stærkt tilknyttet Indre Mission. Der var 12
børn, og min far var den næstyngste, han kom som 14 årig i lære i
Lervang Brugsforening og var senere kommis i Himlingøje og Gislev og til
slut hos min fars svoger købmand Niels Moesgaard i Spjald.
Min mor Anna Kristine Andersen, er født på Holmsland den 23 September
1906, men forældrene overtog kort efter gården Store Ravnsbjerg i
Spjald. Der var i alt 4 børn, og min mor var den næstældste. Min mormor
var en noget stramtandet dame, dette var nok fremtvunget ved, at min
morfar Mads Andersen ikke var særlig god til at manifestere sig overfor
tjenestefolkene. Min mor kom i købmandslære i en efter datidens forhold
større forretning i Vejle. Hun fik ligeledes en god teoretisk uddannelse
ved handelsskolen i Vejle.
Da disse to mennesker begyndte at interessere sig for hinanden, faldt
det absolut ikke i god jord hos folkene på Ravnsbjerg, for min far kom
jo af ingenting, mente min mormor. Hun kom dog senere både til at holde
af ham og respektere ham.
Men de ville have hinanden og blev gift den 15. maj 1927 i Brejning
kirke , og så skulle der jo findes en levevej. Min fars forældre kunne
selvsagt ikke hjælpe med finansiering til køb af en forretning, og min
mors forældre ville ikke støtte et så tvivlsomt foretagende.
De
havde ikke nogen egenkapital, alt måtte lånes. Ifølge næringsbrevet
overtog de forretningen i Vorgod den 17. august 1927. Penge til købet af
ejendom og forretning lånte de af købmand Moesgaard i Spjald, til
varelager og drift fik de meget stor støtte af kolonial en gros firmaet
Styhr & Kjær i Herning. Denne støtte glemte min far aldrig, han var
trofast overfor firmaet, selv da han fik større forretning og muligheder
for at købe større og billigere ind. Ejendom og afståelse kostede 16.000
kr. Til sammenligning var omsætningen det første år 72.000 kr.
Det daglige kontantsalg var ret beskedent. Fra landboerne var det
æggene, som skulle udligne saldoen, og alle havde i disse år »Bog«.
Købet blev hver gang skrevet i kontrabogen, og slutsummen ført ind i
kassekladden, og derefter førte min mor det med sin flotte håndskrift
ind i hovedbogen. Ved månedsafslutningen sad hun til sent på aftenen og
stemte af og talte sammen. Alt var hovedregning, regnemaskine kendtes
ikke.
Min far var meget venlig og langmodig overfor familier med mange børn.
Derfor, til trods for han var en særdeles dygtig købmand, blev han
aldrig rig. Dengang de overtog forretningen, var vejene endnu ikke
asfalterede, og gadenavne eksisterede heller ikke, men den lå i den
gade, som i dag hedder »Torvegade«, vi sagde dengang vist bare »Æ
Landevej«, og vejen, som i dag hedder »Kongevej«, hed såmænd dengang
ganske enkelt »Æ Nejervej«.
 Hvorledes
var så konkurrencesituationen for de nye købmandsfolk? Der var en
brugsforening med større og bedre lokaliteter, end de selv havde, men
det skræmte dem ikke, min far kendte brugsforeningsvæsenet fra inden og
vidste, hvor stift det ofte dengang funktionerede. Ligeledes var der
bager og bagerforretning, men det var før brancheglidningens tid, så
bageren koncentrerede sig om at sælge brød, og købmændene om det, som
hørte dem til. Nye folk blev altid modtaget med en vis skepsis, men da
de nu kom fra Brejning, kunne det jo ikke være helt skidt, men hvad der
først blev lagt mærke til af de mange missionsfolk, var om de nu kom i
kirken og missionshuset. Det gjorde de ikke, de havde så rigeligt andet
at gøre, da der i begyndelsen ikke var råd til fremmed hjælp hverken i
forretning eller husholdning. F.eks. fortalte min mor mig, at en ting
som storvasken nødvendigvis måtte henlægges til om søndagene, og det var
ikke så godt. En søndag hun gik i haven og hængte vasketøj op, kom der
en delegation på 4 sortklædte damer for at minde hende om, at hun burde
komme hviledagen i hu. Hvorledes samtalen endte, ved jeg ikke.
 Min
far var meget interesseret i at have oplandets bønder som kunder. Han
kendte deres behov, så nu var opgaven at få dem til at komme i
forretningen. Han var meget dygtig til at have de ting på lager, som
skiftende årstider krævede, men det gik lidt trevent med at få rigtigt
sving i forretningen, så min far var ofte en tur på cyklen til Spjald
for at rådføre sig med Købmand Moesgaard, som han beundrede meget for
hans store dygtighed som købmand. Moesgaard rådede ham en dag til at
betale bønderne 5 øre over noteringen for deres æg, det skabte mere liv
i foretagendet.
I 1929 skete der noget afgørende, brugsforeningen gik konkurs, og mange
af medlemmerne måtte i årevis betale til det fallerede fællesskab. Mine
forældre vejrede morgenluft, de ville gerne købe brugsforeningens
ejendom, og nedlægge deres egen forretning. Herved kunne de hindre, at
der kom en ny konkurrent og således blive ene købmand i byen samt få
bedre lokaliteter. Styhr & Kjær syntes godt om ideen og ville gerne
hjælpe med finansiering, men købmand Moesgaard sagde nej, de skulle jo
ikke gerne blive større købmænd end deres velgører, så vidt strakte
svogerskabet sig ikke.
 Forretningen
var i sund vækst, der blev råd til pige i huset samt hjælp i
forretningen. Man fik en benzintank fra Esso, dette kunne forekomme
overflødigt, da der kun var meget få i Vorgod, som havde bil på den tid,
men det var faktisk på opfordring af vores nabo vognmand Chr. Jensen og
Sønner, som havde flere lastbiler, en syvpersoners lillebil samt noget
de dengang kaldte en selskabsbil (bus). Benzinen pumpedes op med
håndkraft fem liter af gangen; på kolde dage var det ikke altid rart,
når en lastbil skulle fyldes op. Man kunne også blive vækket om natten,
når de havde glemt at tanke op.
I den tid voksede jeg op, jeg elskede at færdes i butikken og høre og
se, hvad der skete. Mændene sad ofte på rebrullerne og diskuterede, og
jeg elskede at være tilskuer og tilhører, når min far bestilte varer hos
”Den Rejsende” fra et eller andet firma.
Jeg var yderst interesseret i slikket i butikken, men det var oftest
nej, når jeg spurgte, men da jeg som seksårig fik mit kammer på
lagerloftet, må jeg indrømme, at jeg langsomt blev selvforsynende. Dette
blev jeg senere retfærdigt straffet for ved de lidelser jeg måtte
gennemgå i stolen hos Tandlæge Lars Rud i Herning. På mit loftkammer
slumrede jeg hver aften ind til lyden af det store drivhjul på Elværket
i nærheden. Der var noget betryggende ved lyden, og der var næsten altid
lys derovre.
Vejene i Vorgod var på den tid grusveje, og kloakker var der ikke, så
spildevandet flød fra husene. Min far og et par andre var enige om, at
kloakering var en nødvendighed, så man sendte en mand rundt med en
liste, som interesserede kunne skrive sig på. Dette var slet ikke lige
populært alle steder, nogle blev endda meget vrede, for de skulle jo
have pungen op af lommen. Der blev ingen kloakker i første omgang,
ligeledes var byen tusmørk om aftenen, men på et tidspunkt fik vi dog en
slags gadebelysning, en ledning spændt tværs over vejen, og midtpå sad
en hvid lampeskærm med en pære; i blæsevejr så det ynkeligt ud.
Der kom kriseår i landbruget, og mine forældre mistede mange penge og
måtte igen låne til driften af forretningen, men de kom over det og fik
en god og sund forretning.
Da jeg var moden dertil, havde min far meget travlt med, at jeg skulle
lære at cykle, og jeg fik som en af de første drenge en cykel. Denne
godgørenhed undrede mig, da min far ikke ligefrem ødslede med sine
penge, men det skulle jeg snart finde ud af. Når man er købmandens
dreng, er der meget, man kan bruges til. F.eks. cyklede jeg hver dag
efter skoletid til banken i Videbæk med gårsdagens salg i en papirpose
på bagagebæreren. Ligeledes var der mange, som ikke havde telefon
dengang, så blev der ringet til købmanden (vi havde nr. 8C) og jeg måtte
ud med besked.
Så begyndte vi at handle med kul, koks og briketter. Det foregik pr.
håndkraft, jeg holdt sækken, og lærlingen skovlede i, så op på
decimalvægten; leveringen foregik pr trækvogn, og om vinteren brugte vi
en stor slæde, som smed Højbjerg havde lavet til os.
 Vorgod
var ellers på den tid en travl by, vores genbo var Brødrene Høj og
Anders Andersen, som var tømrer og snedkermestre. Ligeledes
funktionerede de to herrer også som bedemænd; på førstesalen havde de
ligkister og ligtøj i alle størrelser, det brød jeg mig ikke så meget om
at se, men når der var død en i Fjelstervang eller Remmerhus, så man de
to herrer spænde en kiste fast på taget af deres Fordvogn. Hos smed
Højbjerg kunne man som dreng godt få lov at være tilskuer til de
udendørs aktiviteter, når man holdt sig i behørig afstand. Der blev
skoet heste og »ringet hjul«, d.v.s. der blev sat jernringe på
køretøjernes træhjul, dertil havde smeden et bål , hvor de blev lagt ind
og derefter i et stort vandbad. Der var 3 murermestre, i brugsens
lokaler kom købmand Nielsen, der var foderstofhandel, brødrene Niels og
Jens Grønbæk, to manufakturhandlere, en blikkenslager og sadelmager,
barber Jesper Mikkelsen og hans Marie, et hjem jeg ofte og gerne kom i,
installatør Jensen, som også bestyrede elværket. På et tidspunkt var der
også to malermestre, Jens Henningsens træ- og skotøjshandel, det gamle
al derdomshjem, hvor jeg lærte mange sjove typer at kende, karetmager
Fjordside; bageriet er allerede nævnt. Af kørende handelsfolk kom fra
Barde slagteren Hans Wolle i sin lille kassebil, der kunne man godt få
lov at køre med, han var altid i godt humør, og ølflaskerne trillede
hyggeligt i vognbunden, medens vi kørte fra hus til hus. Fra Mejeriet i
Barde kom også mælkemanden med sin hestetrukne vogn, han ringede med en
klokke, og så kom husmødre og tjenestepiger frem af husene med
mælkespande og -kander.
Tæt på byen lå også flere landbrug, og det var ikke sjældent, en bonde
kom kørende med et læs dampende kartofler, han havde fået kogt på
mejeriet i Barde, så var vi børn parate til at samle op, hvad der blev
tabt.
Når der var bryllup, begravelse eller anden anledning, lå der lister,
som man kunne skrive sig på hos købmanden og indbetale sit bidrag, som
regel en eller to kroner.
Udover æg købte vi også huder og skind fra bønderne, og det var hver
gang en vurderingssag alt efter beskaffenheden.
Ikke mange produkter var dengang færdigpakkede, men skulle vejes af
eller tappes. Dengang var sirup meget brugt i husholdningerne, der
skulle være både lyst og mørkt på lager, og det kom hjem i store
uhåndterlige tønder fra fabrikken Fidusia i København, et mærkeligt navn
til en handelsvirksomhed.
Når jeg kom hjem fra skole, ventede der altid arbejdsopgaver på mig. I
mange timer hver uge pakkede jeg æggene fra bønderne over i
eksportkasser, som blev afhentet af Esbjerg Ægeksport to gange om ugen.
Mine forældre var altid spændte på, hvor stor ægchecken fra Esbjerg
kunne være. Var der ingen æg, kunne jeg altid stå i bagbutikken og veje
sukker eller havregryn af. I kælderen lå der rækker af hele oste, de
skulle vaskes en gang om ugen i saltvand, og der skulle rent pergament
på hylderne, hvor de lå, det kunne jeg godt bruges til.
At tappe petroleum var nok mit mest forhadte job. Når et hestekøretøj
kørte for døren, skævede jeg altid for at se, hvor mange af de store 40
liters dunke der stod på vognen. Nogle af de ældre bønder brugte ikke
ordet petroleum, de kaldte det for »Stjenulle « stenolie. Tanken om at
protestere over opgaverne lå mig fjernt, den opstod aldrig. Jeg havde en
god barndom, men der var flere pligter end rettigheder.
Byen havde to overhoveder. I Søndergård boede sognefoged Chr.
Christiansen, i daglig tale hed han Chr. Søndergaard, en mand jeg agtede
højt, og hos hvem jeg tjente de første penge i mit liv. Der var ikke
mange børn i datidens Vorgod, som ikke på et eller andet tidspunkt havde
deres gang i æ Søndergård. Min mor fortalte mig, at jeg var totalt knust
af sorg og gråd, da vi stod og så gården brænde.
I
den modsatte ende af byen boede sognerådsformanden, gårdejer Laurids
Bang, i daglig tale Laust Bang. Begge var højt respekterede, og beklædte
deres embeder i årevis. I Vorgod Avis skrev min far et hyldestdigt til
Laust ved et jubilæum. Digtet fandt jeg senere i min fars
skrivebordsskuffe og gav det til Laustes søn Arthur Bang, som stadig bor
på gården, der nu er skænket til Videbæk kommune og anvendes som
Egnsmuseum. De første linier husker jeg endnu:
Te løk Laust Bang, forde du bløv valgt
hejsen er æ skøld æt min
i femåtyw år hå du skalt å valt
mæ det hiele som om de wå din.
For en købmand på landet i disse år var det utænkeligt ikke at møde op,
når man blev inviteret ud, især forstod jeg, at det for min mor var en
stor belastning, f.eks. efter konfirmationerne, at skulle ud til
aftenskaffe flere gange på en uge.
Krigsårene gav vareknaphed, men mange kom til penge, og kunne betale
deres regninger; f.eks. havde vognmanden en skræmmende stor regning hos
os, som bekymrede mine forældre meget, men han blev af tyskerne tvunget
til at køre for dem, og en skønne dag kom han og lagde de mange penge på
disken; det var så stort et beløb, at min far endelig efter 15 år, kunne
drage til Spjald og betale sin restgæld til købmand Moesgaard. Han har
sikkert på hjemturen været ind om Brejning Kro og drukket sig en øl
eller to. Her skal det lige nævnes, at mine forældre aldrig opnåede at
få spiritusbevilling, så længe de var i Vorgod. I Videbæk var der på den
tid kun én købmand, som havde tilladelse til at sælge øl og spiritus.
Hvis nogen skulle bruge en flaske portvin eller snaps, sendte man bud
med rutebilen Troldhede-Vorgod-Herning, Poulsen hed rutebilmanden; når
han kom retur ved sekstiden om aftenen, havde han altid en mængde pakker
og kasser, medicin og andre småkommissioner, som blev afleveret hos
købmændene.
 Krigsårene gik forholdsvis roligt hen over Vorgod, en enkelt bombe blev
tabt på en mark, det kostede en del ruder. Næste dag beså vi skaden, et
stort hul i jorden, og Hans Martinsens store gård havde fået nogle
småskader, det var det. Ellers mener jeg, at besættelsesstyrkerne
i
Vorgod bestod af 8 mand, som blev tvangsindlogeret forskellige steder i
byen, og deres mission var at overvåge luftrummet; de gravede sig ned i
en ellers fredet kæmpehøj mellem Vorgod og Barde. Der gik altid en vagtport med gevær og kikkert, soldaterne blev hurtigt kendte i byen, og
det var med sorg, at de efter kapitulationen fede og velnærede forlod
Vorgod.
Når jeg havde fri, var det næsten altid åen, der trak; vi både fiskede
og badede flittigt i den, og på kirkepladsen spillede vi fodbold. Vorgod
Hovedskole vil jeg ikke tale meget om; lærerinde Oline Rasmussen var
jeg, som mange andre elever, dødsensangst for, og førstelæreren Niels
Jakobsen kunne tydeligvis ikke lide mig, så det var ikke der, jeg havde
mine bedste timer.
I 1943 solgte mine forældre forretningen til Tjelde Toft, nu skulle der
findes en større forretning, og de ville gerne prøve en byforretning, og
købte en dejlig forretning i Viborg, men de trivedes ikke i byen. Efter
kort tid i Viborg solgte de og købte kort efter en god forretning i
Kibæk, hvor de havde nogle gode år – men det er en helt anden historie.
Indsendt 20. april, 2007 af Theodor Filskov Andersen |
Kommentér
-
kommentarer (2)
Tilbage til startside |
