Lidt forhistorie.

Man går vist ingen for nær ved at fastslå, at Videbæk Egnsmuseum er grundlagt af én person, nemlig postbud Marinus Sørensen, kaldet ”Marinus Post”.

Allerede som dreng begyndte han at samle. I starten var det især sten der havde hans interesse. Det fortælles, at da han som 11 årig kom ud at tjene, sagde hans husbond en dag til ham, ”Det duer ikke, at sætte dig til at samle sten, det bliver til for lidt, for du står jo og betragter hver sten alt for længe”.
Marinus er født på ejendommen Bækdalvej 15 i Vorgod sogn. Han kom som sagt allerede som dreng ud at tjene på landet, men efter nogle år ved landbruget, blev han postbud i Arnborg. I 1937 blev han gift med Nora (1919-1974), i hvis hjem han havde tjent. I 1938 overtog de Noras hjem, Vorgod vandmølle, og Marinus blev postbud i Vorgod – Barde området, samtidig med at de drev den lille ejendom.

Som fortalt begyndte Marinus med at samle sten, men efterhånden fik også andre ting hans interesse. Alt gammelt og originalt han fandt på sin vej, blev - så vidt det var ham muligt at overtale ejerne til at afhænde de gamle effekter, indlemmet i hans samling.

Den store samling, som det efterhånden blev, og isæt landbrugs redskaber og maskiner er samlet efter 1950.

Efterhånden som landbruget fik mindre betydning for Marinus, og husdyrene solgt, blev bygningerne fyldt af de mange ting han fandt rundt omkring, hvor han færdedes. Meget måtte han betale for, men det gjorde han gerne.

Da stalde og andre udhuse var fyldt op, byggede han en hal til de mange effekter, og kaldte stedet ”Nora & Marinus Sørensens Museum”.

Det var Marinus’ ønske, at stedet og samlingen skulle bevares for eftertiden, men sådan kom det ikke til at gå.

Hvornår Marinus besluttede sig for at overdrage hele samlingen til Videbæk Kommune, vides ikke, men det var i hvert fald hans tanker i 70’erne. Det var dog først i september 1989, at den officielle overdragelse fandt sted, og da kun af samlingen, for ejendommen ønskede kommunen ikke at overtage. Derfor solgte Marinus kort efter, vandmøllen og flyttede til Barde.

Det er klart, kommunen kunne ikke andet, end sige tak for den enestående gave. Men det var en gave hvormed der fulgte store opgaver. Hvordan få orden i det alt sammen, og hvor skulle man anbringe den store samling.

Salget af vandmøllen til anden side betød, at alle effekter skulle ud derfra. Stensamlingen og mindre, men værdifulde ting, blev opmagasineret på Videbæk Rådhus, medens landbrugsredskaber og andre store genstande, fik plads i det gamle kartoffelhus ved siden af rådhuset. Samlingen kunne dog ikke rummes her, hvorfor man lejede hallen, som Marinus havde ladet opføre.

Marinus var ikke egentlig museumsmand. Han var en ihærdig samler og interesseret i gamle ting. Han vidste meget om de effekter han havde, kendte brugen af de fleste, og fortalte gerne og levende om dem. Men han nedskrev intet, hverken om tingenes oprindelse eller brug, hvilket vil sige, han havde ikke foretaget nogen form for registrering.

Længe før 1989 var der folk der havde syslet med tanker om et egnsmuseum i Videbæk.

I sommeren 1975 havde et selvbestaltet udvalg, bestående af: Carl Haahr, Videbæk – Tarp Petersen, Fjelstervang – Peder Birkmose Clausen, Vorgod – Lillelund, Spjald – Eli Jacobsen, Nr. Vium, rettet henvendelse til kommunens kulturudvalg, angående oprettelsen af et egnsmuseum. Kulturudvalget var velvilligt og interesseret i tanken, og svarede, at man kunne acceptere udvalgets sammensætning, og reelt betragtede de nævnte personer, som udgørende museumsudvalget. Samtidig udtalte kulturudvalget, at man forventede konkrete forslag til museumstankens virkeliggørelse.

På samme tid fremkom i Herning Folkeblad, et interview med Marinus. Heri fremkom han med den udtalelse, at den betydelige samling, han gennemmen årene havde opbygget, ville han, - når han følte tiden var inde dertil, skænke til Videbæk Kommune.

Den 7. januar 1976 aflagde museumsudvalget, Marinus et besøg, og fik forevist hans store og fine samling.

Marinus gentog ved den lejlighed, at det var hans agt at skænke hele samlingen til kommunen. Dog på visse betingelser, blandt andet, at samlingen skulle forblive samlet, at den skulle sikres i en dertil indrettet bygning, og hvis der nogensinde, igen blev tale om en kommunedeling, skulle samlingen forblive i Vorgod. Carl Haar skulle meddele kulturudvalget, Marinus’ tanker og foranledige en kontakt mellem Marinus og kulturudvalget.

Da overtagelsen af den store samling, og en forsvarlig anbringelse af den, ville blive en meget stor opgave, som ikke uden videre kunne løses, sendte museumsudvalget den 15. januar 1976, kulturudvalget et brev, hvori det henstillede til kommunen, at tage spørgsmålet op til nøjere og overvejelse, lige som det henstillede til kulturudvalget, at udpege en person, som kunne indtræde i museumsudvalget, således at der herigennem kunne skabes en løbende kontakt med de lokale myndigheder om planerne.

Udvalget kunne ikke uden videre pege på egnede lokaler, men gjorde opmærksom på, at en enkelt og eventuelt langsigtet løsning, var de gamle skolebygninger i Bredgade, som måske engang, ved nye skoleudvidelser kunne frigøres, og ville være særdeles egnede. Det var en lille begyndelse, men heller ikke mere.

Den næste halve snes år sker der ikke rigtig noget. Tanken lever stadig, men der er ingen lokaler, der er ingen penge, og ingen ved hvad man skal stille op.

 Efter at kommune havde tilkendegivet, at man ville modtage gaven, startede Niels Leth sammen med Marinus, i 1985, en registrering af mange effekter, men stadig vidste ingen hvad man skulle gøre ved det alt sammen. Alle håbede vel på at noget skulle ske. Kommunen havde stadig ikke penge at afse til et museum. Mange var klar over, at her var en sag som ikke måtte tabes på gulvet, men hvordan skulle man komme videre?

Ved en højtidelighed på rådhuset, den 1. september 1989, overrakte Marinus, ved et gavebrev, Videbæk kommune, hele samlingen i den gamle vandmølle, en gave som kommunen hverken ville eller kunne sige nej til. Marinus ønskede som sagt, at samlingen skulle forblive hvor den var, og kaldes ”Nora og Marinus Sørensens museum. Dette ønske gav imidlertid visse vanskeligheder. Man mente ikke man kunne supplere med senere indkomne effekter, og hvad værre var, man kunne ikke forvente støtte fra det offentlige, med økonomiske midler, hvis det bar præg af, at være et privat museum. Men nu havde man altså en stor samling museumsgenstande, men ikke noget museum.

Der hengik igen nogle år, hvor man er usikker på hvordan opgaven skal løses, men som sagt, effekterne er der, og tanken om et egnsmuseum presser på, for at blive til virkelighed.

En idegruppe blev nedsat, og denne gruppe tog i november 1993, initiativ til, at der i forbindelse med julemessen i Videbæk, blev udstillet en del effekter fra Marinus samling. Samtidig prøvede man at lodde stemningen, for oprettelsen af et egnsmuseum. Der blev vist stor interesse for sagen, men dog først i oktober 1994, blev Videbæk Museumsforening stiftet. Dens første bestyrelse bestod af følgende personer: Vagn Uldbæk, - formand, Elly Sunesen, Kaj Lysgård, Svend Åge Andreasen, Peder Faber og Niels Leth, - alle fra Videbæk. Som Suppleant valgtes Leif Lysgård og som revisor Egon Goldenbeck og Egon Karlsen. Som kommunens repræsentant i bestyrelsen, udpegede byrådet John Ulrich.

Samme år overdrog kommunen, Marinus samling til foreningen, hvis formål var, at arbejde for oprettelsen af Videbæk Egnsmuseum. Dette mål blev opnået den 12. september 1996. Ved en stiftende generalforsamling denne dato på Westergaards Hotel, blev foreningen Videbæk Egnsmuseum til.

Vedtægterne, udarbejdet af advokat Rudolf Knudsen, Videbæk, der i øvrigt som byrådsmedlem havde været en betydningsfuld støtte og drivkraft, i arbejdet for at realisere tanken om et egnsmuseum.

Samtlige bestyrelsesmedlemmer i den hidtilværende, blev valgt til bestyrelsen for egnsmuseet.

De nye vedtægter gav Videbæk Egnsmuseum mulighed for at overtage en anden stor gave, nemlig Signe og Arthur Bangs ejendom, Kongevejen 38 i Vorgod.

 Da Signe og Arthur Bang ingen børn har, besluttede de i 1996, at skænke deres ejendom til Videbæk kommune, som hjemsted for det kommende museum. Det skete ved en højtidelighed den 27. august 1996 på Videbæk Rådhus, hvor Arthur Bang overrakte borgmester John Kristiansen gavebrev og skøde på gården.

Den næste vigtige begivenhed i museets historie, fandt sted på Kongevejen 38, den 18. december 1996, da borgmesteren, under overværelse af byrådet og egnsmuseets bestyrelse, overrakte museet og skødet på museumsgården til Videbæk Egnsmuseum.

Drømmen, som Marinus Sørensen og mange med ham havde drømt, og som der havde været arbejdet for, mere eller mindre koncentreret og ihærdigt i 20 år, så nu ud til endelig at blive til virkelig.

Nu var der skabt nogle rammer, inden, inden for hvilke, der kunne arbejdes frem med at virkeligt museum.

Og der var nok at tage fat på. De mange effekter skulle rengøres og konserveres. Staldbygningerne skulle ryddes for inventar og renoveres. Der skulle kalkes og males og meget andet være i orden, før det kunne blive til museumslokaler.

Mange hænder tog fat og arbejdede uden vederlag, kun drevet af lyst og interesse for sagen. Det såkaldte ”onsdagshold” har sammen med bestyrelsen slidt og slæbt, og brugt masser af timer, for at gøre drømmen om en Videbæk Egnsmuseum til virkelighed.

Mange virksomheder har villigt ydet hjælp, i form af sponsorat, materialer og arbejdsindsats, og der er nu nået et resultat, som er værd at bese, og som kommunens beboere, skylder dem stor tak for, for hermed er bevaret for eftertiden, en stor samling af lokal - og kulturhistorisk værdi.

 Initiativpokal

Som en påskyndelse af det store arbejde, bestyrelse og de øvrige frivillige havde udført, modtog den daværende formand i 1998, på egnsmuseets vegne, initiativpokalen, som uddeles af Nordea, Videbæk. Denne pokal blev førstegang uddelt i 1969, da pengeinstituttet hed Unibank. Den uddeles hvert år til en enkelt person, et hold eller et firma i Videbæk kommune, som er udvalgt af et lokalt presseudvalg.

 Nissesamlingen
Museet har også en samling af nisser, der er skænket af Ellen Bredahl, Herborg.

Ellen Bredahl, der er født i 1911, har stort set hele sit voksenliv, interesseret sig nissedukker og dertil hører af nissehytter, slæder m.v. som hun selv har fremstillet. Hun havde, da samlingen var størst, omkring 3000 nisser, hvilket bragte hende i Guinness Rekordbog, for den største samling af nissedukker.

En del af samlingen har hun, i sin høje alder skænket sine børn, børnebørn og oldebørn. Men den samling, som hun har skænket museet, omfatter flere hundrede nisser. Ellen Bredahl har udtrykt stor glæde over, at hendes samling via museet, bevares for eftertiden.

 Museumsgården

Gården der nu er indrettet til museum, er en gammel slægtsgård. Den er udstykket i 1865 fra gården Søndergård, der lå ved Vorgod å. Den første ejer var Laurids Jensen der kom fra Brejning. Han blev gift med ejeren af Søndergård, Jens Andersens datter, Abelone Chatrine i 1865. Laurids Jensen var født i Madum i 1837. Han var søn af Jens Bang Poulsen og Mariane Lauridsdatter. Allerede i 1866 døde Abelone, og Laurids Jensen giftede sig igen i 1868, med Ane Marie Jensdatter, født 1841 som datter af Jens Thomsen og Mariane Christensen Tudskjær, i Brejning sogn. Laurids Jensen døde i 1870, og Ane Marie giftede sig i 1871 med Laurids Jensens bror, Poul Christian Bang Jensen, født 1844 i Viftrup, Brejning sogn. Han overtog gården i 1868, måske som bestyrer for sin syge bror, og han drev den til sin død i 1889.

Ane Marie drev gården videre, indtil hendes og Pouls søn, Laurids Bang Jensen, født i 1875, overtog den i 1897. Samme år blev han gift med Mette Jespersen, født 1877, datter af Jakob Jespersen og Christiane på Vorgod hede. Mette døde i 1910, og Laurids Bang Jensen giftede sig igen i 1913 med Marie Frølund, født 1893, datter af S. Peder Frølund og Anne Nielsen fra Vorgod Østerby.

Laurids Bang Jensen blev valgt ind i Vorgod sogneråd i 1909. I 1919 blev han sognerådsformand, og det var han til sin død i 1945.

 I det tidsrum, hvor Laurids Bang Jensen var sognerådsformand, var Vorgod kommunekontor at finde her på gården, Kongevejen 38.

Laurids Bang Jensen havde også andre tillidshverv. Han var formand for mejeriet, revisor i Vorgod – Nr. Vium sparekasse, og kasserer i Vorgod Andelskasse. Stedet her er altså et sted, hvor der gennem mange år er kommet mange mennesker. Sådan vil det forhåbentlig fortsat være.

Ved Laurids Bang Jensens død i 1945, blev sønnen Arthur Bang, født i 1918, bestyrer for sin mor, Marie. I 1950 afstod hun gården til Arthur og købte hus i Vorgod, hvor hun boede til sin død i 1972.

I 1967 blev Arthur Bang gift med Signe Kirstine Haunstrup Frølund (kaldet Pusse). Hun var født i Vorgod i 1924, datter af Jens Haunstrup Frølund og Marie Margrethe Mikkelsen. Signe døde den 20. september 2002.

Da Signe og Arthur Bang er barnløse, besluttede de i1996, som tidligere omtalt, at skænke gården til Videbæk kommune, som hjemsted for Videbæk Egnsmuseum.

Ved den officielle åbning af museet den 12. oktober 2002, rettede formanden for egnsmuseet, Egon Karlsen, en stor og varm tak til Arthur Bang, for den storslåede gave, og udnævnte han til æresmedlem af Videbæk Egnsmuseum.